Beruselse

Dato:21. sep. 2017 - 13. okt. 2017
Tidspunkt:19:30
Arrangement afviklet

Team Teatret & Teatret st. tv - Beruselse

En forestilling der bryder tabuet …

Vi ser det. Men vi nævner det ikke. Som en usynlig elefant i rummet alle mærker, men ingen nævner, lader vi alkoholmonstret – misbruget – fylde.

I forestillingen Beruselse giver vi co-misbrugerne en stemme.

Vi møder faderen – helten, ham den sjove, pæne og gode mand, som “bare” drikker lidt for meget. Vi undskylder ham – bortforklarer og dækker over ham … Moderen forsøger at få det hele til at hænge sammen. Hun fejer det unævnelige væk – for i morgen er det hele nok bedre. Og med et stykke hjemmebagt kage kan selv den værste situation forsødes.

Lillebror er flov, for han mærker, at alle ved, noget er galt – han forstår ikke, at ingen indrømmer det. Fodbold er hans store passion. Og når han dribler med bolden og sparker på mål, forsvinder verden omkring ham. Storesøster er 12-tals pigen – perfektionist til fingerspidserne.

Udadtil er alt som det skal være. De er den perfekte familie.

Eller er de …?

Som i den græske tragedie, hvor helten går fra velstand til ruin, forvandler alkoholmonstret en familie, som på overfladen ser helt perfekt ud, til en skamfuld affære, hvor børn og voksne forsøger at dække over dét, der ikke fungerer.

Det er en familie med brudte løfter og et stort tabu. Mor, lillebror og storesøster er med-afhængige. Det er far, der drikker. Men misbruget styrer også resten af familien. Medafhængighed og alkoholmisbrug har taget magten fra dem. Det er ikke længere familien, der styrer hverdagen.

Beruselse tager dig med derind, hvor du oplever skyggesiden af den dysfunktionelle familie – men vi kommer også med derind, hvor vi aner et glimt af håb for fremtiden uden alkohol.

Beruselse viser, hvor svært det er at bryde et tabu, som har taget bo i krop og sjæl. Med latter som absurd forløsning kigger vi ind i familien og kommer tæt på co-alkoholikerne.

Forestillingen er for teenagere fra 15 år og voksne.

Med-misbruger/co-alkoholiker

En person der hjælper alkoholikeren med at fortsætte misbruget ved at skjule vedkommendes misbrug, tage ansvar for personen – lyve for vedkommende. Det er ofte en person i nærmeste familie. Personen bliver fanget i uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og adfærd i et (misforstået) forsøg på at hjælpe. Kort sagt er man med-afhængig hvis man lader sig styre og indrette af de problemer, den afhængige skaber.

 

UNDERVISNINGSMATERIALE:

Team Teatret og Teatret st. tv har i forbindelse med Beruselse udarbejdet undervisningsmateriale, som kan bruges i folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet. Du finder undervisningsmaterialet her.

Forestillingsbilleder i høj opløsning til brug ved omtale af forestillingen er til download her. Husk kreditering af Mingo Photo.

Iscenesættelse & tekstbearbejdelse: Line Paulsen

Scenograf: Nadia Nabil

Dramatikere: Thomas Markmann & Sosha Teperowska

Komponist: Sune Skuldbøl Vraa

Skuespillere: Ernesto Piga Carbone, Sofie Ancher Vea, Anders Cornelius Zoffmann, Marianne Søndergaard

Instruktør (barselsvikar): Kitt Maiken Mortensen

Instruktørassistenter: Ida Kaspersen og Malene Damgaard

Kostumier: Hanne Mørup

Lysdesigner: Søren Lydersen

Scenemester: Thomas Ravnsgård

Teknikere: Dan Brantlov og Daniel Dynes Dinesen

Produktionsleder: Morten Birk

Alkoholisme og med-misbrug i familien. Hvordan forløses dette vanskelige emne dramatisk? Det kan I tage ind at opleve på Team Teatret, for jeg kan ikke forestille mig, at det kunne gøres mere knugende, uhyggeligt og hjertegribende. Mod slutningen oplevede jeg den fantastiske fornemmelse, at vi alle trak -og holdt -vejret synkront, tryllebundet af en heldig forening af skuespil, lyssætning og musik.