Blåmejser

Dato:7. maj. 2015 - 29. maj. 2015
Tidspunkt:19:30
Arrangement afviklet

Blåmejser - en komedie om venskaber

Der er lagt op til telthygge, rødvinssladder og en fornøjelig tur ned ad memory lane, da de tre modne kvinder Anita, Ellen og Monika begiver sig afsted på den årlige weekend-vandring ud i vildnisset. Meget vand er løbet gennem det klukkende vandløb, siden de første gang mødtes som 8-årige spejderveninder. Sandt at sige har deres livsbaner sidenhen heller ikke just været parallelle men snarere forgrenet sig i vidt forskellige retninger.

Anita er en lykkelig gift og kernesund optimist, der strutter af grøn te og rucolasalat. Dertil stolt mor til en voksen datter, der endelig er ved at finde retning i livet. Den fashionable og lesbiske Ellen er succesfuld avischef med smag for Louis Vuitton solbriller, eksklusiv kaffe og hurtige parforhold. Og så er der endelig Monika – den lettere overvægtige og arbejdsløse rosin i pølseenden. En født ”looser”, der velvilligt byder ind med sit kyniske verdenssyn og en sand kugleregn af små bramfrie kommentarer. Men hvor forskellige de end er, så hænger de tre tidligere blåmejser uløseligt sammen, for som Anita siger: ”Har et venskab holdt i over 50 år, så holder det livet ud”. Eller gør det?

Efterhånden som stjerneklar skovluft og medbragt Cabernet Sauvignon går i blodet, så begynder det at knibe med den edsvorne spejderærlighed. Hvorfor vandt den topflittige Anita tilbage i 1958 ikke den der chokoladekage som førstepræmie for flest gode gerninger? Er det sandt, at Monika har købt sin Tax-free Whisky på en rejse til det eksotiske Gambia? Og hvem er egentlig den unge medarbejder på avisen, som er Ellens hemmelige elsker? Vær beredt – i skoven kan ingen høre dig skrige!

Forestillingen har spillet for stort set fulde huse i perioden 7.-29. maj 2015

Medvirkende: Susanne Saysette, Gitte Siem, Anne-Vibeke Mogensen

Instruktion: Mikael Helmuth

Lysdesign: Søren Lydersen

Lyddesign: Morten Birk

Manuskript: Gertrud Larsson

Oversættelse: Dorthe Skøtt Bébe

I Mikael Helmuths stramme iscenesættelse og Thomas Ravnsgårds flotte scenebillede er "Blåmejser" den perfekte komedieaften for det modne publikum.