Frk. Smillas fornemmelse for sne

Dato:22. feb. 2016
Tidspunkt:19:30
Arrangement afviklet

Det Dramatiske Udgangspunkt - Frk. Smillas fornemmelse for sne

Smilla Qaavigaaq Jaspersen bor i Danmark, men lever lever mellem to verdener. Hun har ingen identitet. En grønlænder i Danmark og en dansker i Grønland. Men hendes hovedfjende nummer ét er det danske samfund med dets racistiske forhold til alt, der ikke er blond og elsker smørrebrød. Da Esajas, en grønlandsk dreng hun elsker højt, på mystisk vis falder ned fra et tag og dør, tager hun kampen op. Drevet af en hævnlyst vil Smilla til bunds i denne sag og følger sporene dybt ind i dunkle afkroge af Danmark. Med livet som indsat gør hun op med bureaukrati, skruppelløse profitmagere og en dansk-grønlandsk kolonialhistorie, forfædre og amputerede randeksistenser, der tvinger hende tættere på sig selv og hendes egen brutale barndom. Det er en indre rejse ind i de kolde landskaber af den menneskelige psyke. Uden udvej. Uden svar.

Splittelsen mellem to verdener, som Smilla kæmper med, er noget, som både skuespillere og instruktør har tæt inde på livet, idet de efter mangeårige ophold i udlandet alle opererer med såkaldte dobbelte identiteter.

Forestillingen præsenterer elementer af live-musik og er i sit udtryk blandt andet inspireret af rockens verden. Lydkompositioner og filmiske indslag forstærker tekstens rå, levende og poetiske natur samt de barske miljøer på teatrets smalle scene. Publikum guides mellem forestillingens konkrete og abstrakte dimensioner, hvor det sceniske udtryk bliver stærke billeder af Smillas sindstilstand.

Ved at lade skuespillerne bytte og skifte mellem de mange roller og i en leg med genrerne krimi og romantik, poesi og thriller, drama og illusion, rædsel og poetry slam får de opløst publikums forestilling om, hvem der er offer, og hvem, der er gerningsmand. Resultatet bliver en radikal nyfortolkning af det kendte værk, som giver stof til eftertanke.

Medvirkende: Mille Maria Dalsgaard & Jonas Littauer

Iscenesættelse og tekstbearbejdning: Krzysztof Minkowski

Scenografi & kostumer: Konrad Schaller