Koncert for Lou

Dato:26. okt. 2018
Tidspunkt:19:30
Scene:Team Teatret
Billetpris:70 kr. - 190 kr.
Køb billet

Teater SaltoMortale - Koncert for Lou

– musikalsk forestilling med tekster af Suzanne Brøgger og musik af Karsten Fundal

Så er der kunstnerisk kræs til musik – og litteraturelskere …

Koncert for Lou er manuskriptforfatterens tidligere udgivelser taget i betragtning ikke overraskende en bog om en frontløber – en kvinde der gik ud af en vej, ingen kvinde havde gået før hende.

Forestillingen handler om den første kvinde i historien, som valgte sin egen vej i livet – og hvor det er veldokumenteret, hvilke konsekvenser det havde: Lou Andrea-Salomé (1861-1937) var en af de første uddannede kvindelige psykoanalytikere. Hun var et intellektuelt samlingspunkt, var gift, men havde mange elskere, og hun blev også lagt for had og forfulgt pga. det frihedsevangelie, hun stod for.

Hun levede i et skæringspunkt, hvor man gjorde op mod Gud og alle samfundets normer. Hun var venner med og muse for Freud, Nietzsche og Rilke i optakten til, at hele Europa styrtede sammen, og der opstod huller og revner til en frihed, der ikke havde været der tidligere.

“Da jeg var ung, udkom den første biografi om hende, samtidig med at jeg debuterede. På den tid kom den seksuelle frigørelse fra Amerika, men det virkede så overfladisk, ift. Lou, som fandt sin egen personlige vej, på trods af dens omkostninger. Den personlige frigørelse har altid tiltalt mig mere end at være en del af “noget med skilte”. I Lou kunne jeg se så mange referencer til mig selv. Vi lever i en paradoksal tid, hvor der teoretisk set er meget frihed, men vores liv er i praksis bundet op på tusind krav. Det er krævet af os, at vi skal lave vores eget liv, men hvis man vil være perfekt og er afhængig af likes, står man virkelig svagt.

Lou’s beskrivelse af, hvordan hun valgte sin egen vej, er stadig en stor inspirationskilde! Jeg skrev om hende i min anden bog, Kærlighedens veje og vildveje, og hun har fulgt mig hele mit liv – eller jeg har fulgt hende!”/ Suzanne Brøgger

Manuskriptforfatter: Suzanne Brøgger

Komponist: Karsten Fundal

Instruktør & dramatiker: Line Paulsen

Skuespiller: Line Bie-Rosenstjerne

Operasanger: Cille Buch

Pianist: Charlotte Thaning