Poetry Slam: Smukke ord

Dato:30. apr. 2018 - 23. maj. 2018
Tidspunkt:19:30
Scene:Team Teatret
Billetpris:50 kr. - 50 kr.
Arrangement afviklet

SMUK Teater & Team Teatret - Smukke ord

Så er vi nået til sæsonens sidste poetry slam-arrangement. Og det bliver en hæsblæsende affære, hvor deltagerne har meget at vinde og en mesterskabsplads at tabe … For udover publikums gunst, kæmper slammerne om en plads til aarhusmesterskaberne.

Vores poetry slam-scene i Herning har faktisk nemlig gjort så meget væsen af sig, at vi har fået lov til at huse kvalifikationen for HAPS’ – Hele Aarhus’ Poetry Slam. Da man som aarhusmester kvalificerer sig til danmarksmesterskabet,  er der virkelig mulighed for at se det bedste af det bedste.
Peter Thaisen og Thomas Thisted – begge er selv habile poetry slammere – er værter, og Jesper Kirkegaard fra HAPS er overdommer og tidstager for at sikre, at alt går rigtig til.

Slammerne er:

  • Jeppe Tomzak fra Herning er et fast indslag på vores scene og bliver denne aften den hyppigst optrædende slammer på Team Teatret. Klub 27 og det svære liv er ofte emner for Jeppe
  • Nikolaj Lind Holm fra Aalborg er en erfaren herre, der har optrådt på de fleste scener i Danmark. Nikolaj er i sine tekster vild med slik, friblødning og bromancer.
  • Tobias Dalager fra Fyn har slammet i en del år og er dobbelt fynsk mester, firedobbelt DM-finaledeltager og har i øvrigt udgivet en række digte og noveller.
  • Mathias Linaa fra Aarhus har sin helt egen stil. Med usædvanlige betragtninger og et skævt syn på livet får Mathias os til at undres og grine.
  • Kaare Olsen fra Aalborg er forholdsvis ny på scenen, men har ikke desto mindre taget flere sejre i Aalborg allerede. Kaare vil nu gerne erobre Herning, og det giver vi ham rigtig gerne scenetid til at forsøge.
  • Matt Charnock fra Aarhus er ikke bare høj og krølhåret, men også en stilsikker slammer, der slammer på engelsk om den første “første date”, om Star Wars og om alt det andet, der fylder i en krøllet hjerne.
  • Jonas Paaskesen fra Aalborg er tilbage. Og det er vi rigtig glade for, for Jonas er klar til at smide et tæppe af ord udover publikum. Et rigtig dejligt, hjemmestrikket tæppe af ord.

 

Der kommer yderligere en slammer, men hvem det bliver, er en overraskelse …

Hen over foråret præsenterer har Team Teatret sammen med SMUK Teater præsenteret tre aftener med poetry slam – et skønt mix af digtoplæsning, hip-hop-battle og stand-up. Og nu er vi således klar med det sidste arrangement i rækken.

Setuppet er enkelt: Slammerne skal selv have skrevet deres tekster, de må hver bruge 3:10 minutter af din tid, og de må ikke bruge rekvisitter, kostumer eller være nøgne.

Poetry slam har sin oprindelse i Chicago i 1986 og kom til Danmark i 1998, hvor de første poetry slammere indtog de københavnske scener. I dag er der faste scener  i flere af landets større byer.