Surstrømning

Dato:9. jun. 2017 - 21. jun. 2017
Tidspunkt:19:30
Scene:Team Teatret
Billetpris:70 kr. - 175 kr.
Køb billet

En overgæret danmarkssatire

 

 

Klimakrisen har ramt Danmark. Inden for 24 timer vil verdens lykkeligste folk være oversvømmet af et smeltet isbjerg. Men de ved det ikke. Hellere dø lykkelige og uvidende end at skabe panik og en tsunami af bekymrede tanker om fremtiden, er vurderingen fra myndighedernes side.

Rundt om Danmark er grænsebommene rejst. Det er svært – for ikke at sige umuligt – for danskerne at flygte og finde tryghed og sætter fødderne på tørt jord hos et naboland. Takket været Dronning Margrethes nære, familiære relationer til det svenske kongehus, er det lykkedes at skaffe asyl til fem danskere i Sverige. Spørgsmålet er, hvem der er heldig at være blandt de fem?

Ingen lande har bekriget hinanden så meget som Danmark og Sverige. Men kan de to nationer forene sig i ly af katastrofen? Hvad sker der med Danmark og danskheden, når landet oversvømmes? Kan hygge, wienerbrød og røde pølser overleve i dansker-enklaven i Sverige eller står der Kalles kaviar og Surströmming på menuen?

Surstrømning er en satirisk forestilling om vi danskere og vores forhold til Sverige. Det er en forestilling, som vender alt på hovedet – for hvad sker der, når det er os danskere, der pludselig er ramt af naturkatastrofer, strikse asylregler og strenge integrationskrav?

Forestillingen Surstrømning tager pulsen på Danmark og os danskere anno 2017. Den svenske satiriker-duo Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn skriver manuskriptet.

Forvent stærkt overgæret, satirisk sommerteater, der får lattermusklerne til at krampe og øjnene til at løbe. Hold på hat og briller – og næse, når du åbner din dåse med Surstrømning på Team Teatret …

Forestillingen er en unik samproduktion mellem Vendsyssel Teater (Hjørring), Teater Nordkraft (Aalborg), Randers EgnsTeater, Teatret Svalegangen (Aarhus), Folketeatret (København) og Team Teatret (Herning). Sammen vil vi seks teatre realisere en drøm om at præsentere publikum for en sommerforestilling, hvor satiren er i højsædet, og hvor indholdet sætter spor. Velkommen til Surstrømning!

Dramatikere: Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn

Instruktør: Kasper Sejersen

Scenograf: Laura Rasmussen

Dramaturg: Dorthe S. Bebe

Kunstnerisk leder: Per Smedegaard

Oversætter: Peter Dupont Weiss

Medvirkende: Signe Barfoed, Anders Brink Madsen, Hans Holtegaard, Holger Østergaard, Lisbeth Knopper, Camilla Gjelstrup, Morten Bo Koch

Kostumier: Bodil Buonaventzen

Lysdesigner: Andrew Tristram

Lyddesigner: Morten Birk

Scenemester: Jesper Folke

Rekvisitør: Naja Hauberg Brimer

Lystekniker: Cher Isabella Christensen

Lydtekniker: Anton Bast

Sufflør: Robin Haslund

Forestillingsleder: Sasja Ekenberg

Foto: Mingo Photo

Trailer-produktion: GotFat Productions

.. "Gris på gaflen" hed den berømte revy, som Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen slog igennem med i begyndelsen af 60'erne. Vi skal så langt tilbage i teaterhistorien for at finde gennemslagskraft af tilsvarende karat, som "Surstrømning" byder på. Forestillingen er dog ikke en revy. Selv om den trækker på traditionerne, forfalder den aldrig til dagsaktuelle oneliners. Dens hjerteslag er dybt og rigt og gør os klogere på vores samtid. Forfatterne og instruktøren er gået ind i deres tid med overskud og vilje til at udfordre vores vaneforestillinger ...

Knivskarp satire

Arktis, der smelter. Klimaforandringer. Danmark under vand. Flygtningekvoter. Plads til forskellighed og modviljen mod samme. Det hele tages op til debat i Surstrømning, som udover at være en særdeles underholdende teateroplevelse også byder på et unikt samarbejde mellem seks danske teatre fra seks forskellige danske byer - der i øvrigt alle spiller en aktiv rolle i forestillingen og dermed giver et ekstra lag af relevans for publikum.

... en slags udvidet danskerrevy med lange numre, gode grin og rap, der svirper ...

Surstrømning, når smagen er bedst!

Der trykkes muntert og præcist på aktuelle politiske forhold og på den danske selvforståelse, og operation Grundtvig afslører, at ligheden ligger mere i munden end i handling.

... især efter pausen hvor intensiteten stiger, bliver det mere end bare morsomt. Der er en skøn scene, hvor ærkedanske traditioner som Sct. Hans og Fastelavn pilles helt fra hinanden og diskvalificerer os fra at få opholdstilladelse i det åh så korrekte Sverige. De fem skiftevis bekriger hinanden og står sammen i fælles flok, trods åbenlyse menneskelige, politiske og kulturelle forskelle ...

... Stykket er morsomt. Undertiden meget morsomt. Det er skrevet af de svenske skriverdamer Gertrud og Åsa, et makkerpar, der har succes med et satireprogram i SR. Deres ’Surstrøming’ er en venlig hilsen til både danske og svenske i en situation, hvor en klimakatastrofe på et døgn oversvømmer hele Danmark og kun fem danskere får lov at overleve, nøje udvalgt af en svensk piratdronning, Signe Barfoed, kostumeret som Brünnhilde fra Wagners ’Valkyrien’. Som bådflygtninge bliver danskerne sejlet over Sundet og straks interneret. Og behandlet efter alle kunstens regler. Forbud og krav, integrations-prøver og svensk kæft, trit og retning ...

... De bliver udsat for forhør, der har et strejf af ubehagelighed og mental overførsel til den aktuelle flygtningesituation. Sammenholdet i gruppen sættes på prøve og svenskernes krav til de flygtendes villighed til assimilation afprøves. Egentlig skal jeg vel ikke afsløre mere, da der følger flere vanvidsscener, som man ikke må snyde sig selv for at opleve. Der bliver vendt op og ned på selvforståelsen ...