Tragikomisk klima-rejse fra fortvivlelse til håb
Er hele verden ved at smelte ligesom Arktis? Kan man være så ensom, at pizzabuddet er ens bedste ven? Og kan man undgå oversvømmelser, hvis man drikker nok havvand? Klimaet er ved at gå rabundus, og det er vi også selv nogle gange, men midt i alt det er der også håb og kærlighed og mulighed for transformation.
Før vi forsvinder er en ny tragikomisk crossover performance inspireret af en tid, hvor vi bliver bombarderet med klimakrise, spændinger mellem supermagter og corona, mens dommedagsuret viser 100 sekunder til midnat. Forestillingen tager dig med på en rejse fra fortvivlelse mod håb.
Lars Mikkelsen leverer fortællerstemme til forestillingen, mens musikken, med elektronisk lyd, leveres af ensemblet Rumpistol. Det blandes alt sammen med kraftfuld energi fra fysisk teater og nycirkus, med skrøbelighed og humor.
Scenekantens anmelder har givet forestillingen fem stjerner og skrev: “De fantastiske monologer, performance og skuespil gør ’Før vi forsvinder’ til et teaterstykke, man som publikum tager med sig hjem. Instruktør Katrina Bugaj har formået at skabe en smuk, håbefuld fortælling om vores forgængelige verden.”
Forestillingen varer en time og 15 minutter.
For unge fra 15 år og for voksne.
Instruktør: Katrina Bugaj
Scenograf: Allan Frausing
Medvirkende: Troels Hagen Findsen, Sunniva Byvard og Sean Smyth
Voice-over: Lars Mikkelsen
Komponist: Rumpistol (Jens Berents Christiansen)
Producent : Out of balanz og Teater V