Forfald

Dato:12. apr. 2017 - 9. maj. 2017
Tidspunkt:19:00
Arrangement afviklet

Begyndelsen på enden?

Et hus i forfald. Murværket revner. Vinduerne rådner. Loftet hænger. Forfaldet er markant og synligt – medmindre vi gør noget for at maskere forfaldet.

I forestillingen Forfald kommer du helt tæt på en ejendom i forfald. Bygningen på Silkeborgvej 65 i Herning har haft sin storhedstid. Forude venter en nedrivning. Men med teaterforestillingen Forfald genopliver i huset med den kunstneriske værktøjskasse.

Kan vi skabe et nyt liv i forfaldet?

Hvad sker der, når et menneske går i forfald – kan det rejse sig på ny i et samfund, som måske også er i forfald?

Bygningen på Silkeborgvej har en lang historie. Det har overværet krig og ødelæggelse. Det har været rammen om storhed og fald. Om menneskeskæbner og forretningseventyr. Men nu er det et hus, ingen vil bo i.

Lige dér midt i vores ellers så pæne lokalområde, hvor forhaverne er pyntet med granit, blomsterne rettet til, og vinduesrammerne malet forleden sommer, er den rå og usminkede historie om en bygning og nogle mennesker, nogen af os en gang kendte.

Et forladt hus er ikke bare en tom skal, som irriterer vores øje. Det gemmer på historier. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle, om dem der engang boede der. Historier om lykke og kærlighed, om svære stunder og store beslutninger, om forfald, forventning og forsoning.

Forfald fortæller ét af de forladte huses historier – smukke og spændende historier fra husets fortid trækkes frem i lyset og sætter et nyt blik på forfaldets æstetik. Forestillingen opføres som en del af kulturfestivalen Offroad 2017.

BEMÆRK: Forestillingen opføres i ejendommen på Silkeborgvej 65 i Herning. Huset har tidligere været alt fra tekstilfabrik, bogtrykkeri og rehabiliteringscenter.

Da der er tale om en såkaldt “vandre-forestilling”, gør vi opmærksom på, at Forfald ikke er egnet til kørestolsbrugere.  Turen gennem huset foregår i et tempo, hvor de fleste kan være med, og der er gelændere ved trapperne.

Vi gør opmærksom på, at der anvendes stroboskoplys under forestillingen.

PRAKTISK INFO: Pga. husets karakter har vi ikke mulighed for at modtage betaling med kort. Der er således kun salg med kontant betaling i cafeen og ved køb af billetter “på døren”. Vi håber på din forståelse!

 

Instruktør: Mikael Helmuth

Scenograf: Thomas Ravnsgård

Skuespillere: Anders Cornelius Zoffmann & Mikael Helmuth

Statist: Malene Slot Mørk Damgaard

Dramatiker: Andreas Dawe

Lysdesigner: Søren Lydersen

Lyddesigner: Morten Birk

Teknikere: Dan Brantlov, Daniel D. Dinesen, Dennis Kærgård Larsen, Henning Thiim

Kostumier: Leila Steenberg

Foto: Bo Jensen, Studio 1-2

Forestillingsfoto: Mingo Photo

... Manden, som Anders C. Zoffmann forener med lige dele glat mentor-charme og skræmmende brutal kulde, mens Mikael Helmuth tusler rundt i krogene som mandens konfronterende modsætning. Hvem de er? Støvlerne indikerer krigsskadede soldater, men Andreas Dawes dejligt kryptiske tekst røber intet endeligt.

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, hvad stykket slutter med, men jeg synes, at afslutningen er fuldstændig genial. Der er nok at snakke om, når man træder ud i den våde forårsaften.
»Men er det godt«, spørger du om.
Og det er det. Der er slet ingen tvivl om, at du skal gå ind og se »Forfald«. Oplevelsen i det gamle hus er fuldstændig uforglemmelig.