Nyhedsteater: Afhængighed

Dato:6. okt. 2017
Tidspunkt:21:00
Arrangement afviklet

Team Teatret præsenterer ... nyhederne live

Afhængighed.
Det kildrer i min mave, når jeg får likes på Facebook.
Når jeg først begynder at spise Nutella, kan jeg slet ikke stoppe igen.
Min far drikker.
Afhængighed har mange ansigter. I vores helt nye teaterformat sætter vi fokus på afhængighed. Det sker i en munter ramme, når vi blænder op for nyhederne live.

Med udgangspunkt i det klassiske avis-format præsenterer vi dig for en leder, en klumme, sporten kort, debatsiden, bagsiden og alt det, der ligger midt imellem. Vi giver nyhederne krop og stemme og tilsætter musikalitet.

Fredag 6. oktober kan du således møde Olivia Franciska Fevels Borgels som sammen med poetry slammer Thomas Thisted og instruktør Anna Schulin Zeuthen vil levendegøre nyhederne – live. Udover det kunstneriske islæt møder du andre personligheder fra teatret.

Nyhederne live præsenteres på blot to dage. Redaktionen samles torsdag morgen og arbejder intenst med at få historierne samlet frem mod deadline, som er fredag aften kl. 21.

Vi har som sagt inviteret en poetry slammer, cellist, en gudsbenådet moderator, en der tør dele sin egen historie, og så tilbyder vi at skabe nekrologen over den afhængighed, du vil tage afsked med denne aften.

Vi serverer slow-nyheder og forsøger at finde hoved og hale på det hele i disse brusende fake news-tider.

Kom og få en teateroplevelse som skiller sig ud fra mængden – kom og vær med til at skrive historie, når vi for første gang blænder op for et nyt foyer-format: Nyhederne live …

Redaktionen består af: Olivia Franciska Fevels Borgels, Stig Reggelsen Skjold, Dorthe S. Bebe, Monica Jørgensen, Thomas Thisted og Anna Schulin Zeuthen