Vidner og krigens ofre
Kom tættere på krig, eller på krigens ofre. Det er muligt i Zinkdrengene, en stærk forestilling, fyldt med vidnefortællinger om krigens ofre og om dens groteske meningsløshed. Beretningerne stammer fra Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitjs bog.
Her er der stærke og naturalistiske historier, ikke mindst, hvis man har interesse for kriges psykologi og konsekvenser. Når de så samtidigt fremføres af stærke, erfarne skuespillere, bliver det både nærværende og intimt. Som anmelderen fra Berlingske skrev, efter at have givet forestillingen fem stjerner: ”Det er denne menneskeliggørelse af krigens omkostninger, der gør den velegnet til teater, ikke mindst, hvis man er i besiddelse af skuespillere, der kan kunsten at skabe den nødvendige identifikation.”
Forestillingen varer tre timer inklusiv pause.
Bearbejdelse og instruktør: Andreas Dawe
Komponist: Nini Julia Bang
Scenograf: Julie Forchhammer
Medvirkende: Marina Bouras, Charlotte Munck, Brian Hjulmann og Jesper Hyldegaard
Lysdesign: Mikkel Jensen
Lyddesign: Gregers Kjar
Producent : Akut360