Kære publikum

Team Teatret er åbnet igen, og vi glæder os til at se dig. Der er ikke længere krav om hverken coronapas eller mundbind.

Vi forventer at du, ligesom vi, observerer myndighedernes retningslinjer og gode råd, hvilket blandt andet betyder at du bliver hjemme og bliver testet, hvis du har symptomer.

Team Teatret tager både ansattes og publikums sikkerhed og helbred meget alvorligt. Vi følger derfor sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger nøje. Her har vi samlet et par spørgsmål og svar, som vi håber kan være nyttige i forbindelse med dit kommende besøg på teatret:

Hvad er jeres retningslinjer i forhold til coronavirus? Vi følger til enhver tid sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger. Der er opsat håndsprit i publikumsarealerne og sørget for afstandsmarkeringer og ekstra rengøring.

Hvad sker der, hvis teatret må aflyse en forestilling pga. coronavirus? Hvis vi, på baggrund af myndighedernes anbefalinger, er nødsaget til at aflyse en forestilling, vil du så vidt det er muligt, kunne få ombyttet din billet til en anden opførelse, enten af samme forestilling, eller en anden. Skulle det ske at vi må aflyse, vil du blive kontaktet af vores billetkontor.

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg med coranavirus? Hvis du bliver syg, vil du – så vidt det overhovedet er muligt – kunne få ombyttet din billet til en anden spilledag på samme forestilling.

Hvor mange personer må der være i teatersalen? Det er igen blevet tilladt at lukke op for alle sæder i salen.

Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil se forestillingen, men er bange for smittefare? Vi følger sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger og opfordrer dig til at gøre det samme for at undgå smitte.

Kan jeg gå i teatret, hvis jeg er i særlig risikogruppe? Vi opfordrer til, at du følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og vurderer, hvad der er bedst for dig. Det er vigtigt for os, at du ved vi følger alle de anbefalede sundhedsfaglige retningslinjer.

Hvordan sikrer I, at der ikke er kø ved baren, garderoben og toiletterne? Til Team Teatrets forestillinger er stort set altid åbent en time før forestillingen. Det giver mulighed for at komme både tidligt og tæt på spillestart. Det er vores erfaring at publikumsstrømmen dermed for det meste fordeler sig. Der er mulighed for at opholde sig i teatrets to foyer-rum. Desuden vil der i denne sæson, så vidt muligt, blive lukket op indtil salen 15 min. før forestillingsstart, så du har god tid til at finde en plads og undgå at stimle sammen i dørene.
Vi opfordrer desuden indtrængende til at du som publikum selv gør, hvad du kan, for at holde den nødvendige afstand.
Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger her: www.sst.dk/corona

Team Teatrets ledelse står fortsat sammen med andre kulturlederne i Herning Kommune om et manifest, der handler om at genetablere kulturlivet og gøre det sikkert!

Det er det, fordi vi

  • skaber trygge rammer
  • har tillid til, at alle passer på hinanden
  • vil være sammen om at opleve kulturen live
  • skal mødes om det, der bevæger os – helt sikkert!

Coronaland har forandret vores muligheder for at være sammen – og de rammer vi kan være sammen under. Det har givet kæmpe store udfordringer for kulturlivet, hvor udgangspunktet oftest er at være sammen om noget. Det har også givet kulturlivet en lang række nye muligheder, for kreativiteten har været stor over hele kommunen, over hele landet – ja verden over.

Vi er nu begyndt at forsamles igen. Også i teatre, biografer, kulturhuse, koncertsale, kulturskoler og på museer.

Og det skal vi huske at gøre brug af. For vi har brug for hinanden i kulturlivet. Et kulturliv er som en organisme, hvor alle delene har brug for hinanden for at være hel. Intet publikum, intet kulturliv. Ingen kultur, intet kulturliv. Kulturlivet handler i høj grad om mødet mellem kunsten og beskueren, kulturen og borgeren, oplevelsen og udøveren.

Noget af kulturlivet kan leves og opleves alene. Det har vi været nødt til at gøre under nedlukningen af Danmark. Men masser af kulturlivet kræver, at vi er sammen om det. Det er sådan oplevelsen bliver større og bedre – det er sådan oplevelsen bliver levende.

 

HerningErKultur – Helt sikkert!