Det koster at kæmpe for det du vil

Ebbe Støvring Knudsen har skabt forestillingen Kloder i gyldent rum om Else Alfelt

Kunstneren Else Alfelt står i offentligheden nok lidt i skyggen af sin mand Carl-Henning Pedersen, men det gør vi på Team Teatret nu noget ved. Dramatiker Ebbe Støvring Knudsen har skrevet en forestilling om Else Alfelt, og lige nu er han i gang med at instruere forestillingen.

”Hun var stædig og viljefast og hun arbejdede hårdt og disciplineret, og jeg tror også at hun brugte sit arbejde til at tøjle nogle indre dæmoner,” siger Ebbe Støvring Knudsen, der har lært Else Alfelt at kende ved at læse masser af breve, studere fotografier og bøger og naturligvis se på hendes mange malerier især.

Else Alfelt blev født i 1910 og begyndte at male som ganske ung. Hun fik ikke nogen egentlig kunstuddannelse, men malede hele livet. Hun blev gift med kunstneren Carl-Henning Pedersen og det var faktisk hende, der lærte ham at male.

”Carl-Henning Pedersen er ikke med i forestillingen, og bliver kun nævnt som Henning, som var det hun kaldte ham. Stykket handler ikke om ham eller om deres relation, men om Else Alfelt og om hendes arbejde og tanker. Derfor er han ikke med, men i stedet har jeg ladet en anden kvindelig kunstner træde ind på scenen,” siger Ebbe Støvring Knudsen.

Den tyske maler Gabriele Münter besøger Else Alfelt i atelieret. Det gjorde hun ganske vist ikke i virkeligheden, men da stykket på mange måder skal betragtes som en abstraktion, har dramatikeren taget sig den frihed at lade kollegaen komme på besøg i en natlig time.

”Da jeg opdagede Gabriele Münter, gav det så meget mening. Biografisk set døde hun omkring det tidspunkt, hvor vi i stykket møder Else Alfelt, nemlig mens hun arbejder med den store mosaik ”Kloder i gyldent rum”. Så hun kommer altså som et genfærd, på samme måde som andre kvindelige personligheder opsøger Else som ånder. Gabriele og Else har flere ting til fælles. Gabriele Münter var kæreste med kunstneren og teoretikeren Kandinsky, og hans teorier om musik og farver var Else Alfelt meget optaget af. Samtidigt har de begge oplevet at skulle kæmpe for deres virke og deres eget udtryk”, forklarer Ebbe Støvring Knudsen, og fortsætter:

”Det er her, det for alvor bliver relevant for os alle sammen. Når vi har noget, vi tror på og vil kæmpe for, vil det koste noget. Else Alfelt insisterede hele livet på at gøre det, der var hende. Hun ville være tro overfor de indre tanker og ideer, og hun forsøgte på intet tidspunkt at ligne andre. I dag vil vi gerne have et liv uden omkostninger, men i et meningsfuldt liv skal man kæmpe for at nå sine mål, og så giver det omkostninger og modstand. Det kan jeg også spejle mig i. Det er ikke gratis at lave teater i mange år. Man bliver sårbar, når man arbejder med noget man tror på, men det er også et stort privilegie at have noget at tro på.”

Ebbe Støvring Knudsen forklarer at det er vigtigt for ham at vise, at Else Alfelt lever i dialog med fortiden. Han mener, at hvis vi ikke har den med, kan vi ikke skabe nyt.

Else Alfelt fødte to døtre og pigerne fik nok ikke det barneliv og den opmærksomhed, man kunne ønske sig. De voksede op i et hjem, hvor kunsten og arbejdet med den, var vigtigere end for eksempel at sikre mad på bordet. Ikke desto mindre fylder børnene, og de bliver også repræsenteret i forestillingen. Ikke biografisk, men mere for det, de også er, nemlig repræsentanter for det barnlige og det spontane.

”Else var fuld af indre modsætninger. Hun var givende, spektakulær, lattermild, men også meget bestemt, viljefast og dominerende – selvoptaget. Jeg tror ikke nødvendigvis Else Alfelt var nem at leve sammen med, for hun var en temperamentsfuld dame. Hun havde nok lettest ved at holde af på afstand, og jeg tror også det var sådan hun havde det med børnene. Hun var glad for dem og for at de netop mindede hende om det spontane,” siger Ebbe Støvring Knudsen.

Børnene i forestillingen har ingen replikker, men bidrager med sang og bliver på den måde et af de lag der lægges på, for at invitere publikum ind i Else Alfelts liv og virke. Det samme gælder den musik, der også fylder meget på scenen, hvor fire musikere spiller værker komponeret af Ditte Rønn, men også improviserer over dem.

”Musik betød meget for både Gabriele Münter og Else Alfelt. De var begge optaget af Kandinskys teorier om sammenhængen mellem musik og farver og Else hørte meget tit musik på en grammofon når hun arbejdede. Der var både jazz og klassisk på pladespilleren”, siger Ebbe Støvring Knudsen og fortsætter begejstret:

”Det var et must at få musik med i forestillingen og med Ditte Rønn som komponist passer det hele sammen. Hun har en rytmisk baggrund, men komponerer nu også for klassiske instrumenter. I forestillingen kommer musik og replikker til at arbejde både med og mod hinanden i et spændingsfelt. Det kan være med til at illustrere de indre tanker og bidrage til den performative karakter i stykket, skabe et psykisk rum, som de to malere befinder sig i.”

Kloder i gyldent rum er titlen på en meget stor glasmosaik, som Else Alfelt blev bestilt til at lave til det, der i 1960erne var lærerseminariet i Silkeborg. Det enorme værk hænger stadig i bygningen, og når man se det og ved, at hun insisterede på, selv at lave hele arbejdet, at hugge hvert et glasstykke, forstår hvor stort et fysisk arbejde det har været. Når man så ser forestillingen med samme titel på Team Teatret, føler man forhåbentligt også, hvor stort det mentale arbejde har været, men måske også, hvorfor Else Alfelt blev ved.

Forestillingen har premiere torsdag den 24. september og opføres  til og med 9. oktober.