Kom til sæsonpræsentation, til succesforestilling og til jubilæum

Vi præsenterer den nye sæson

Sommeren er på vej, og det er Team Teatrets nye sæson også. På tirsdag den 4. juni lukker vi op for salget af billetter til langt over 30 forskellige forestillinger og arrangementer i sæsonen 2019-20.

Hvis du vil vide mere om noget af alt det, der er på vej, så kom til gratis sæsonpræsentation på Team Teatret i Østergade 32 tirsdag kl. 17.00. Her kan du høre om nogle af de mange gæstespil, men også om de egenproduktioner, vi vil skabe.

Præsentationen og billetsalget starter dagen før folketingsvalget, og på denne måde giver vi dig mulighed for et ekstra valg. Du kan vælge en masse kulturelle oplevelser i sæsonen der kommer. Vi kan love at der er oplevelser for både, børn, unge og voksne og for alle, der ikke ved hvilken hylde de hører til på. Så kom på Team og sæt dit kryds ved kultur af høj kvalitet.

Vi lover at være færdige, så du også kan nå ud at se #Glimt, hvis du er en af dem, der har billet til netop denne dag.

 

Oplev den anmelderroste #Glimt

Team Teatrets helt nye forestilling er vandreteater og det i en grad, så teatret er vandret ud af de vante rammer og opfører #Glimt i Brændgårdsparken, et boligområde med lejligheder i Herning.

Her fortæller teatrets ensemble de virkelige historier, som er blevet fortalt af beboere i lejlighederne. Herning Folkeblads anmelder giver forestillingen hele fem stjerner under overskriften ”Forførende fortællinger genialt serveret”, og hun mener at teatret slutter jubilæumssæsonen på toppen.

Mange publikummer går også fra Brændgårdsparken med strålende, rørte øjne og har, ligesom anmelderen, lyst til at opleve flere af de historier, der fortælles på #Glimts forskellige ruter.

På den baggrund har vi valgt at give et særligt tilbud til de, der har lyst til et gensyn. Hvis du allerede har set #Glimt en gang, kan du ringe ind på kontoret og købe endnu en billet for blot 100 kr.

#Glimt spiller frem til 14. juni, og mens nogle af spilledagene er udsolgt eller tæt på, er der andre dage, hvor det endnu er muligt at købe billetter, og tage naboen med. Der venter oven i købet en behagelig overraskelse i slutningen af hver opførelse.

Kom til jubilæum

Når sidste tone og sidste ord har lydt fra #Glimt i Brændgårdsparken, vender alle på teatret blikket mod hjemadressen i Østergade. Her fejrer vi lørdag den 15. juni Team Teatrets 50 års jubilæum med en festdag og –aften, der så også er med til at markere afslutningen på Kulturfest Herning.

Jubilæet markeres i gården ved teatret. Her vil der fra kl. 14.00 og i løbet af eftermiddagen være musik og sang, skuespil og anden optræden, og vi disker op med en international version af et rigtigt festligt kagebord, som til enhver god fødselsdag.

Når det så småt bliver aften, er der festtaler på programmet, inden festen rykker indenfor og Herningbandet Ny Dag giver den gas med god rockmusik i teatersalen. Ny Dag har eksisteret lige så længe som Team Teatret, så de to institutioner kan bekræfte hinanden i, at alder ikke er nogen hindring.

Jubilæumsdagen er gratis for alle, og vi håber at se både publikummer, samarbejdspartnere, kolleger, politikere og alle andre, der har lyst til at være med til noget af dagen og aftenen, eller tage hele festen med. Team Teatrets naboer ruller ud i gården og sælger street food, så ingen behøver gå sultne i seng.