Vil du være en del af vores team på Team?

Kan du få teater til at brænde igennem online? Er du til skarpe vinkler og gode fortællinger? Er du digitalt indfødt med en interesse for analogt og intimt teater? Har du interesse for det skrevne ord og levende billeder?
 
Så er det måske dig, vi er på udkig efter. Team Teatret søger nemlig en kommunikationspraktikant til foråret 2017.

HVEM ER VI?

Vi er et af Danmarks ældste egnsteatre med base i Herning. Siden 1968 har vi skabt udfordrende og debatskabende teater for børn, unge og voksne.
Med udgangspunkt i det vi kalder “nærhedsprincippet”, vil vi i dialog med vores gæster – nye som gamle. Derfor vægter vi kommunikation baseret på dialog og relationer.
 
Som teater indgår vi i en række samarbejdsprojekter med andre kulturinstitutioner, når det giver mening.
 
HVEM ER DU?
Du er i gang med en uddannelse inden for kommunikation, dramaturgi eller markedsføring. Du ønsker at arbejde med ekstern kommunikation i et kulturelt perspektiv. Det er helt naturligt for dig at formulere dig på skrift, og du færdes hjemmevant på alle sociale medier. Det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og har respekt for deadlines. Du kan navigere mellem mange forskellige opgaver uden at miste pusten, og du har en god evne til at lukke støj ude – for lad os bare indrømme det: Vi er et larmende hus med store armbevægelser. Du får selvfølgelig al den støtte, du har brug for i dit arbejde, for vi er naturligvis bevidste om, at du også er hos os for at lære.
 
HVAD SKAL DU?
Du kommer til at arbejde med klassiske pr-opgaver, sociale medier og når det er relevant, bliver du inddraget i udviklingsprojekter, fondsansøgninger og formidlingsarbejde. 
 
HVORNÅR HAR VI BRUG FOR DIG?
Du skal kunne begynde hos os 1. februar 2017, og vi ser gerne, at du er her minimum 3 måneder. Praktikken er som udgangspunkt ulønnet, men med mulighed for at få betalt din transport, hvis du bor langt væk fra Herning.
 
VIL DU VIDE MERE?
Du er velkommen til at kontakte Monica, som er ansvarlig for teatrets pr og kommunikation på telefon 61609585 eller info@teamteatret.dk – du kan se nærmere på teatret via vores profiler på Facebook, Instagram og Twitter og selvfølgelig vores website.
 
 
SÅDAN SØGER DU
Send en kort ansøgning til Monica på info@teamteatret.dk – husk at vedlægge dit cv. Lad høre fra dig så hurtigt som muligt. Indkomne ansøgninger vurderes løbende.