Kulturaktører er gået sammen om at give din gåtur et ekstra krydderi - altså med afstand

Tag vandreskoene på og sæt høretelefoner til din smartphone. Så er der kultur og historie til en god tur i Herning. Det er om at nyde det gode vejr, men husk at det skal være med afstand. I den forbindelse er et af påfundene fra Hernings Købstadsjubilæum blevet genoplivet.

Det betyder, at du kan nappe en frisk tur på 4,5 kilometer, eller tage den i flere bidder, og få en oplevelse, der kan sammenlignes med ungernes ”Pokemon go”.

Under Herning100 i 2013 var Hernings Hemmelige Historier et af de mange tiltag. Nu har Komo A/S, Den Jyske Sangskole og Team Teatret gravet historierne frem igen og gjort dem tilgængelige. De ligger på app’en TravelTales. Se i videoen her, hvordan du finder den.

”For øjeblikket kan vi ikke mødes i teatret eller til andre kulturelle arrangementer, men så findes der heldigvis anderledes måder at opleve kulturen på. Med historierne her får vi illustreret 100 års historie i Herning i et fængende lydunivers. Du kan gå turen alene eller med dine børn. Med den behørige afstand kan du også følges med en ven,” siger Dorthe Bébe, leder af Team Teatret.

Ole Viinberg fra Komo A/S har sørget for, at lydfilerne er kommet på den landsdækkende app Travel Tales, som han i øvrigt selv er idémand bag. Det var også ham, der flankeret af Dorthe Bébe som dramaturg skabte universet, hvor både stemmer, sang og byens andre lyde giver billeder i fantasien.

Forfatter Lene Rikke Bresson har skrevet de fleste af historier, der bliver fortalt. Hun har nikket ja til at de må bruges igen.

Historierne fortæller 100 års kulturhistorie, hvor både en uldkræmmer, en redaktør, teaterfolk, blokadevagter og en værnemager er blandt karaktererne.

Ruten går fra Tekstilmuseet i vest og ender ved Elia i øst. Når man har slået app’en til og fundet den rigtige rute, vil lyden gå i gang, nærmest af sig selv, når man står ved et af de koordinater, der er knyttet til. Det vil altså sige, at hvis du stiller dig ude foran Tekstilmuseet, vil du få den første historie. Her møder du en uldkræmmer. Lyden spiller, mens du går, og hvis du følger vejen stik mod øst ind gennem Herning by, vil den næste historie dukke op. Og den næste. Og den næste.

I sin tid var historierne koblet sammen med særlige koncerter, som MidtVest Pigekor gav. Heldigvis er noget af det, koret sang, optaget. Det betyder at der med genudgivelsen bliver koblet en ekstra post på lydvandringen. Her kan man høre det særlige værk Kuka Nukkuu, hvor sangen akkompagneres af lydene fra tekstilfabrikkens maskiner.

”Det er dejligt, at Oles optagelser er så fremragende. Det er godt at lytte til pigernes sang fra den gang, og jeg synes, det er oplagt at få deres stemmer med på denne tur,” siger Dorte Bille, der er kunstnerisk leder for pigekoret.

De historiske stemmer og fortællinger appellerer måske umiddelbart mest til et voksent publikum, der kender lidt til Hernings historie, men folkene bag initiativet håber, at både unge og gamle kan finde glæde i det. Måske kan en bedstefar og et barnebarn mødes over en gåtur med afstand. Den unge hjælper med at få teknikken til at fungere, og den ældre forklarer, hvad historien går ud på.

”Det kan også bruges til venindernes gåtur. Måske løber de tør for samtaleemner, og så er der her et nyt krydderi til turen,” forestiller Dorte Bille sig.

Se videoen her, hvis du vil vide lidt mere, inden du går: