Teaterinstruktør Peter Dupont Weiss vil lære os at holde af en mand, vi måske er lodret uenige med

Team Teatrets nye forestilling Velbekomme! præsenterer en frustreret mand. Anders Cornelius Zoffmann er alene på scenen som en mand i 40’erne, der lader sine holdninger få frit løb, mens han arbejder i sit køkken. Manden har mange af de holdninger, der betragtes som politisk ukorrekte. Han er træt af de unge og smarte, bryder sig ikke om homoseksuelle og mener bestemt, at der er alt for mange flygtninge og immigranter i Danmark.

”Her er manden, der lukker det hele ud. Han er grov og bruger ikke fløjlshandsker. Det kan virke provokerende at sidde i salen og bare lade ham tale uimodsagt, men det er vigtigt for mig at vi lytter til ham, og ikke fordømmer ham og hans synspunkter,” siger instruktør Peter Dupont Weiss, der også har oversat stykket fra dramatiker Sibylle Bergs oprindelige tyske tekst.

Manden på scenen er frustreret, vred og bange, og han sørger over at hans kone og hans søn er gået fra ham. Derfor arbejder han utrætteligt på at skabe et overdådigt måltid, som han håber vil imponere dem, hvis det er i dag, de kommer tilbage.

”Han er en ganske almindelig mand, en hel person, som man kan identificere sig med. Gennem teatret får vi mulighed for at møde ham, komme ind bag facaden, og vi kan prøve at forstå, hvorfor han taler, som han gør. Jeg er ikke enig i det, han siger, men det er altså vigtigt, at vi igen finder ud af, hvordan vi diskuterer, også når det er politisk,” siger instruktøren.

Peter Dupont Weiss oplever en polarisering, hvor de politiske fløje er kommet længere og længere fra hinanden.

”Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er blevet sådan, men jeg synes vi står i hver sit hjørne, og vi orker ikke at bruge kræfter på at diskutere med dem, vi er uenige med. Det skal vi lære at gøre igen,” siger han.

Instruktøren vil gerne give publikum den oplevelse, at selv de måske er uenige med hovedrollen, får de lyst til at give ham et kram til sidst, og sige at det skal nok gå.

”Han er ikke ligefrem glad til sidst, men jeg vil alligevel gerne have, at publikum går herfra med et håb, og et ønske om at det kan blive bedre. Med en bevidsthed om, at selv dem vi er rygende uenige med, sagtens kan være gode, rare og kloge mennesker, der bare mener noget andet,” siger han.