Familien binder på godt og ondt

Instruktøren på Ophav præsenterer en komedie med sorte toner

Der er et generationsskifte på vej i den store familieejede virksomhed Böllugaze. Direktøren og patriarken Jørgen må snart overgive pladsen til en anden, og det er vel sønnen Michael. Eller er det?

Her står sagen, da Team Teatrets nye forestilling, Ophav, åbner.

Lars Dammark har skrevet teksten, og Kamilla Bach Mortensen har sagt ja til at instruere.

”Jeg synes det er virkelig interessant at se på de dynamikker, konflikter og mønstre, der udspiller sig i en familie. Hvilke roller har vi, og tør vi slippe dem, eller bare ændre på dem?,” siger hun.

Ganske vist handler Ophav, i hvert fald på overfladen, om generationsskifte i en stor og succesfuld virksomhed, sådan en, som man sagtens kan finde på Herning-egnen. Men for instruktøren handler forestillingen i endnu højere grad om familierelationer og spind.

”I denne familie er der roller. Jørgen er patriarken, eller han er i hvert fald leder for virksomheden. Han har ikke været meget til stede i familien, for hans liv og hans viden ligger i den virksomhed han har arvet og udviklet. Indtil moderen døde, var hun den, der tog sig af hjemmet, og her har Jørgen nok følt sig klodset. Det blev så den ældste datter Birgitte, der overtog rollen med omsorg og tryghed i hjemmet, mens sønnen Michael tidligt tog det for givet, at han er den der skal overtage virksomheden. De har begge den slags roller, der knap er blevet sat ord på, men bare er der,” siger instruktøren og fortsætter:

”Til sidst har vi efternøleren Katrine. Hun har kæmpet for at få sin plads, for når nu arvtageren og beskytteren var på plads, måtte hun finde noget andet. Hun har læst filosofi på universitetet og studeret frihedsbegreber. Det er ret langt fra den kapitalistiske virkelighed på fabrikken.”

Scenen er sat på og omkring virksomheden Böllugaze, men i virkeligheden er det familien, det handler om:

”Vel er de rige i denne familie, fordi det er gået godt for virksomheden, men jeg er sikker på at de samme rollefordelinger og ikke mindst usagte forventninger, kan man finde i de fleste familier. Se på en søskendeflok, hvor alle kommer af det samme. De søskende burde jo være ens, men i flokken indtager vi alligevel forskellige roller. Enten fordi de ligger til os, eller fordi andre placerer os der. Det synes jeg er meget interessant at se på,” siger hun.

Kamilla Bach Mortensen peger på at familiekonflikter kan være meget svære at løse, netop fordi de er bundet op på roller, vi altid har haft, i en gruppe vi ikke selv har valgt, og som det er svært at vælge fra.

”Det er voldsomt at kappe båndene til familien og ikke mindst til de historier, der ligger der, for vi lever jo også af vores historier. Hvis vi skærer det fra, må vi skabe helt nye fortællinger,” siger hun.

I familien Böllugaze kunne de vælge at gå videre ad den samme vej som tidligere generationer, men i familien er der en der ser, at de sidder fast. Det skal ikke afsløres alt for tydeligt her, hvem der ser det, men instruktøren peger på, at nogen ser den mose, der ligger bag familiens hus, som et tydeligt tegn.

”Mosen var en gang en klar sø, men det er længe siden. Med riden er søen blevet fyldt med visne blade og væltede træstammer, som fletter sig sammen og forrådner, så der nu ligger en kold, ilt-fri, bundløs mose. Den er både smuk og farlig, og man skal færdes varsomt, for ikke at falde i. Men kan det overhovedet lade sig gøre at fjerne dyndet, så søen igen bliver klar?”, spørger hun.

I Ophav ligger også spørgsmålet om frihed.

”Kan vi kalde os frie, når vi nu er bundet op på roller og mønstre, skabt i en familiestruktur. Kan det lade sig gøre at frigøre sig fra mønstrene, fra det dynd, man selv har været med til at skabe omkring sig. Vi kender det vi har, men kan vi ændre det radikalt. Starte på ny? Det er svært at forestille sig”, siger Kamilla Bach Mortensen og filosoferer videre:

”Vi lever i en verden af vækst og kapitalisme og det er meget svært at forestille sig en verden uden. Men det er et interessant tankeeksperiment at arbejde med, for lige nu virker det ikke helt som om den vej vi går som samfund, er den mest fornuftige. Hvad sker der, hvis tæppet bliver revet væk? Det er ikke fordi svaret kommer i forestillingen, men det er spændende at tænke over, synes jeg.”

Instruktøren kalder Ophav for en sort komedie:

”Det er en komedie, fordi det er sjovt at se noget genkendeligt. At se andre kæmpe i familiens edderkoppespind på måder, man selv kan mærke. Den er sort, fordi de virkelig skal kæmpe. Ophav er ikke ren sjov, men den er morsom,” siger hun.

Ophav har premiere på Team Teatret i Herning den 17. november. Her spiller den frem til 9. december, med en smuttur til Svalegangen i Aarhus i en lille uge undervejs.